
Rasmus spiller bas og synger 2.stemmerne. Det vil sige, at Rasmus skal fortolke udgangspunktet fra Roger Waters – men ikke mindst Guy Pratt, som har været fast bassist i den seneste inkarnation af Pink Floyd. Den arv løfter Rasmus på bedste vis. Under den første version af Any Colour You Like, fik Rasmus meget anerkendelse for at være tro mod materialet og for at formidle det sammen med bandet på en måde hvor glæden ved musikken smitter fra scenen og både band og publikum går derfra med en god følelse og super oplevelse.
Rasmus har spillet siden han var lillebitte og er derfor efterhånden meget alsidig musikalsk – og kan spille på det meste. Det udnytter han lige nu, da han er i færd med at indspille egne numre som gerne engang skulle ende i et album.
Rasmus’ indgang til Pink Floyd kom gennem radioen som barn. Hans mor havde ellers været til mange af de tidlige Pink Floyd koncerter starten af 70’erne, men på trods af det, var det ikke noget musik der blev spillet på pladespilleren derhjemme og Rasmus’ kendte derfor kun til deres populære sange fra radioen. Først da Rasmus kom med i første ombæring af Any Colour You Like dykkede han helt ned i materialet og sank dybt ned i den gryde. Han kom dog op igen og med en forkærlighed for deres tidlige albums med deres skæve og umiddelbare sange, men holder bestemt også af deres storhedstid med alt den epokes perfektion og vellyd.
