Fredag d. 5. august kl. 19.00-21.00: Elvis is Alive – Mek Pek i front for et latterligt Rock’n’roll show
Velkommen til en rock’n’roll comedy i særklasse. Med ”Elvis is alive” leverer Mek Pek og Jan Svarrer et spektakulært show med en masse 50’er rock’n’roll og humoristisk twist. Publikum kan forvente, at der både bliver spillet på gulvbas, jazzguitar og hammond-orgel.
Mek Pek er kendt som én af landets bedste indenfor genren, og han er forrygende på vokal og gulvbas. Komikeren Jan Svarrer udlever sin barndoms guitardrøm komplet med benspjæt og vrikkende hofter – og så er det ikke kun Elvis, der er ”alive”, men hele publikum.
Sangene er eviggyldige evergreens og skønne glemte numre fra samme epoke, plus egne kompositioner, tyske undersættelser og vanvittige indfald. Der er fuld fart på, det er svedigt, det er morsomt, og det er fra dengang, da rock’n’roll blev født.