Lotte er efterhånden en sikker succes på Amfi Vestsjælland i forbindelse med Sct. Hans. Hvor hun går på inden vi hører båltale, og tænder bålet.
I år er vi så heldige, at det 4. album i rækken ”Fra den gamle jukebox” er ved at være klar.
Endnu et sikkert pletskud fra Lotte Riisholt med en perlerække af gamle hits, som får os en tur ned ad Mindernes Allé.
Endnu engang har Lotte Riisholt samlet de bedste musikere til indspilningen. Albummet er også denne gang produceret i STC Studiet i København med Svend Christiansen og Benni Boss som producere. Musikerne er som på alle de tidligere ”Fra den gamle Jukebox” albums: Benni Boss (bas), Lars DK (piano/ keyboards), Jens Runge (guitar) og Kasper Langkær (trommer).
På Amfi plejer hun at underholde os alle alene, og synger for på Midsommervisen.
Lotte Riisholt har gennem sin lange karriere cementeret sig som en af Danmarks bedste sangerinder. Hun har et bredt repertoire, og netop det viser hun på disse populære albums i serien ”Fra den gamle jukebox”, hvor vi genhører en række af de største hits fra 60’ og 70’erne indenfor dansktop, country, pop og rock – hits der dengang fyldte op mod et par tusinde jukeboxe rundt om i hele landet med glad musik. Dette blandede og festlige repertoire er altid meget efterspurgt blandt publikum – både som dansenumre og bare at lytte til.
Men Lotte har ikke kun gang i pladeindspilning. Hun har også masser af jobs rundt i landet – omkring 120 jobs om året. Lotte er meget efterspurgt på grund af sin flotte stemme, sit humørfulde væsen og glimt i øjet, og hun skaber en musikalsk fest hvor end hun kommer hen.
Lotte Riisholt kan bookes som solo, duo eller med orkester i forskellige sammenhænge.
Albummet kan fysisk blandt andet købes på nettet, hvor det også ligger til download, eller hos Lotte Riisholt selv. For yderligere oplysninger ring på 21 82 01 16 eller se på www.lotte-riisholt.dk