Båltalere 2018

 

Brian Kristensen

Dette års båltale ved AMFI-Vestsjælland  har vi lagt i hænderne på hele to talere nemlig direktørduoen ved Holbæk Teater Brian Kristensen og Kristoffer Møller Hansen. 

Et match, der med garanti byder på dynamik.

Brian og Kristoffer er rigtig godt kendt med vores område, idet de begge har trådt deres barnesko og levet deres ungdomsliv i den tidligere Bjergsted kommune, hvor de allerede tidligt i deres skoletid har været engagerede og meget dedikerede teatermagere på forskellige niveauer og inden for mange genrer. 

Lokalt har de stået bag et utal af succesfulde kreative og musikalske aktiviteter, hvor mange af områdets unge har kunnet prøve kræfter med spændende musik- og teateropsætninger.

Intet var derfor mere naturligt end, at de ønskede en uddannelse

som skuespillere. Brian er uddannet ved Odense Teater i perioden 1999-2003 og Kristoffer er uddannet på Statens Teaterskole i perioden 2002-2006.
Efter mange forskellige roller og instruktøropgaver på teaterscenerne blev de som makkerpar ansat som direktører for Holbæk Teater i  2011 . Et teater som de siden har ledet med energi, kreativitet og ualmindelige påfund samtidigt med, at de også begge jævnligt har optrådt som skuespillere i teatrets produktioner.

Kristoffer Møller Hansen.

Dette kan blandt andet opleves i deres årlige sommerforestilling i Holbæk Museumsgård, hvor de hvert år – traditionen tro – smadrer en klassiker.

Denne sommer er det Gøngehøvdingen, der får en tur i karrusellen af den dynamiske duo sammen med skuespiller og instruktør Flemming Jensen.