Lotte Riisholt

Sct. Hans på AMFI i Bregninge

Sct. Hans aften – søndag den 23. juni – optræder den populære sangerinde, Lotte Riisholt igen på AMFI.  Lotte vil spille og synge fra kl. 19 til bålet tændes.

Stemningen af fest, bægerklang, dans og sang til tonerne fra jukeboxen står med garanti i stærk erindring hos mange. Det er denne stemning, som den professionelle sangerinde og entertainer Lotte Riisholt genskaber, når hun optræder med showet ”Sange fra den gamle jukebox”.

Repertoiret er sammensat af de største hits fra Danskpoppens storhedstid i primært 70´erne krydret med kendte country-toner og pop/rock hits. Når Lotte Riisholt optræder med den trådløse mikrofon er alt tilladt: Man må feste, synge, danse eller bare hygge.

Lotte Riisholt har vundet flere priser: Prisen for bedste Dansktophit 2016, Bedste Kvindelige Dansktopkunstner 2018, samt Mentorprisen 2019 ved det store awardshow DANSKTOPPRISEN i Boxen i Herning, så der er lagt op til en forrygende Sct. Hans aften, når Lotte optræder.

Denne aften plejer at være velbesøgt. Der kan købes kaffe og kage, øl, vand og vin samt pølser i kiosken.

Der er fri entre denne aften.